I dag har jeg boet i Danmark i 21 år. Og fejrer det med min kæreste Salah på Valentinsdag.
Jeg var blot en pige, da jeg flyttede hertil. Fyldt med spænding og nysgerrighed over for dette nye samfund, hvor skoledagene var kortere, sproget bestod af ”en-” og ”et-ord” uden nogen regler herfor, og sneen på amfiteatret i parken bag skolen – i første vinter som dansk skoleelev – var intet mindre end magisk at kælke på.
Forstå mig ret: Jeg er halv dansker! Jeg har tilbragt utallige somre og vintre her, før vi flyttede, da vi havde sommerhus i Gilleleje. Jeg har altid talt sproget derhjemme, og min far er opvokset i Roskilde, hvor jeg bor nu. Så det er ikke, fordi konceptet danskhed (+hygge) er fremmed for mig.
Alligevel har det til tider været som om, at jeg ikke måtte være her.
Jeg tænker på de første skoledage, hvor ingen i klassen gjorde noget ud af at henvende sig til mig. Jeg legede i stedet med min kusine og de nye veninder fra parallelklassen – modtagelsen i min egen klasse var kølig. Underligt, tænkte jeg – når der kom en ny pige i klassen i England, så bød vi hende velkommen i stedet for det her med, at jeg ikke kan få øjenkontakt med nogen.
Jeg tænker på de efterfølgende drillerier, hvor jeg fik taget mine ejendele og måtte kæmpe for at få dem tilbage, hvis ikke de blev ødelagte inden da. Vandflasker, der blev kastet rundt mellem klassekammeraterne. Blyanter, der blev knækket midt over. Nøgler, der blev låst inde i et skab, så jeg ikke kunne låse cyklen op og komme hjem. Det var et helvede for en pige, der var vant til manerer og respekt for hinanden.
Jeg tænker på campingturen i 9. klasse, hvor jeg forsøgte at omgås med pigerne i et af vores telte, og efter 10 minutter vendte den ene sig mod mig og sagde, ”Skal du ikke snart tilbage til dit eget telt?” (?!?!?!)
Jeg tænker på efterskolen, hvor det hele gentog sig i endnu større, mere målrettet skala. Jeg fik et emotionelt sammenbrud og måtte forlade skolen tidligt. Tak til skolekammeraterne, der alle rejste sig og forlod lokalet, når jeg kom ind og begyndte at snakke – for bare at samle sig igen, da jeg var gået. Tror I, jeg er blind? Tak til dem, der gjorde grin med min musiksmag (hvilket primært bestod af Taylor Swift), efterlod mudrede fodspor på min seng, når de kom ind igennem vinduet til mit værelse, og tog billeder af mine private notesbøger på en dag, hvor jeg var nede med sygdom. Og så videre.
God stil …
Så hvorfor er jeg her stadig? Hvorfor tager jeg ikke bare tilbage til, hvor jeg kom fra? Jeg kan ikke tillade mig at brokke mig om Danmark, der kun er til for danskerne.
De fantastiske venner, jeg har fået her, ved, hvordan historien hænger sammen. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på noget, og det nager mig.
Hvad nu, hvis jeg ikke var mig?
Hvad nu, hvis jeg ikke var halv dansker? Hvad nu, hvis jeg ikke havde de ressourcer, jeg har, så jeg er i stand til at skrive om mine oplevelser og bearbejde dem?
Det ville selvfølgelig være dejligt nemt, hvis jeg havde fint, lyst hår, gik til håndbold og hed Anna Hansen. Så ville jeg per automatik være blevet accepteret, især, hvis jeg havde boet her hele mit liv.
Men som Georgia, så har det bare været sværere.
Jeg brokker mig ikke. Jeg kommer bare med nogle andre observationer, end jeg plejer at skrive om på Valentinsdag.
Jeg har givet rigtig meget af mig selv.
Jeg er dukket op i verden gang på gang med mascaraen lagt og mit farverige outfit på, i troen om, at i dag ville det være nemmere. Jeg hverken mobber, sladrer eller bagtaler, så det burde være pærenemt at kunne lide mig. Jeg er god til at holde på en hemmelighed, men også til at sige noget, når det gælder – jeg er god til både at lytte og snakke, til at være fjollet og seriøs. Jeg har budt ind med mine interesser, stærke sider og svagheder.
Og ved I hvad? Det har også givet pote …
Se mig nu: Velfungerende socialt liv, dejlig kæreste, og masser af kreative projekter at tage mig til.
… Men jeg lægger bare mærke til, at det ofte ikke har.
Og som snart 32-årig må jeg erkende, at jeg har større respekt for min egen tid og energi end konstant at skulle tilpasse mig, når jeg ikke møder samme hensyn tilbage.
Jeg elsker at skrive, tegne, lave keramik og være sammen med min familie, veninder og kæreste.
Og investering – det bliver i aktier i stedet 🤪