Om at blive bestyrelsesmedlem i Liberal Alliance Roskilde & Lejre

Jep.

Jeg blev valgt ind i bestyrelsen den 25. juni. Så, ja … jeg har vel glemt at fortælle det – her på bloggen i hvert fald. Men det fylder hos mig, så nu kommer der et indlæg om det!

Først og fremmest vil jeg berolige jer med følgende: Jeg er omgivet af gode mennesker, heriblandt min egen far, der gør deres yderste for at beskytte og passe på mig. Det er blevet aftalt fra start, at jeg absolut ikke skal noget, der stresser mig. Jeg formåede at holde en kort tale, da jeg skulle vælges, og efter det møde skulle jeg direkte hjem og slappe af de næste mange dage.

Nu er jeg blevet webmaster.

Og indtil videre har jeg ikke gjort noget voldsomt pinligt. Det er måske den største sejr (og dog – webmaster-titlen er også pænt fed). Jeg har ikke udbrudt “Tak!” når nogen har spurgt mig, om jeg kan række dem en blyant. Jeg har ikke fået ukontrolleret grineflip på det mest ubelejlige tidspunkt (som dengang midt i en biologitime om … ehhh … menneskekroppen …). Jeg venter fortsat på, at jeg skubber til en dør, hvorpå der står “TRÆK!”, eller at mine stemmer faktisk siger noget sjovt for en gangs skyld, så jeg kunne grine for mig selv og virke underlig, men ak. Jeg må tage til takke med at misse munden, når jeg skal tage en tår vand.

Jeg er ikke blevet velsignet med evnen til at le og ryste sådanne flove episoder af mig – jeg går hjem og tænker over mig selv de næste 10 år – så jeg håber, mit skriveri kan afhjælpe cringe-factoren en smule.

For jeg vil også pokkers gerne udrette noget. Jeg er ambitiøs. Jeg er drevet. Det kan godt være, jeg ikke “ligner” det, når jeg tropper op med vindblæst hår og uden at sige noget, men tag ikke fejl. Jeg vil rigtig, rigtig gerne bidrage og være “et aktiv”. Jeg vil rigtig gerne gøre mit bedste og kun mit bedste. Jeg vil gøre en forskel og efterlade et aftryk. På en måde, jeg både kan forstå og se mig selv i.

Jeg håber, at LA Roskilde & Lejre vil beholde mig lidt endnu. Jeg tror, at jeg virkelig kunne få noget ud af at engagere mig på denne måde. Og som jeg før har nævnt, er jeg ekstrovert, trods jeg for mange virker som verdens største introvert – jeg får simpelthen min energi af at være blandt andre. Så det er også et stort plus i min bog – at jeg får lov til at “tanke op” på en måde, hvor jeg også kan bruge min hjerne og arbejde med andre for et fælles formål. Win-win!

Nå, men der er vel ikke så meget mere at sige om dét, andet end at jeg glæder mig til at gøre mit bedste så længe. Mit “stille” bedste.

Og nå ja, så skal jeg i øvrigt flytte fra mit barndomshjem gennem 15 år, men det er en anden historie! …

Tak, fordi I læste – og del gerne.

Leave a Reply