MIT OPLÆG

Så fik jeg holdt et oplæg for medlemmer af JCI København!

JCI, Junior Chamber International, er et netværk for unge ledere og iværksættere, og sammen med senator Karen, så fik vi konstrueret et vellykket foredrag, hvor hun stillede mig spørgsmål omkring min historie, og jeg svarede. Bagefter svarede jeg på spørgsmål fra medlemmerne (mange var mødt op for at høre min fortælling – tak for det!).

Jeg synes, det var yderst fornuftigt at gøre det på denne måde, i stedet for at jeg skulle stå alene på en scene og fremlægge alt muligt. Dette var mit allerførste foredrag nogensinde – og vi havde også øvet os meget inden.

Nu er jeg meget træt og har fået en del stemmer sidenhen, men ikke nogle negative. Dog kommenterende på min præstation. “Hun er nervøs” “Hun er dygtig” “Hun klarede det godt” “Nu er hun træt” “She blanked a few times” “Awkward!” Og lignende … Jeg havde en gul trøje på, og det fik de også kommenteret på. Sikke meget de er for at fortælle mig, hvad jeg har på – tror de ikke, at jeg har tænkt bare lidt over det? 😉

Måske skulle jeg lige fortælle lidt om min tankegang bag at sige ja til denne mulighed, og min proces.

For det første, så syntes jeg, at det var et helt naturligt ‘næste skridt’. Jeg har klaret bog-signering, radiointerview, interviews i aviser og ugeblade. Alle disse ting har jeg drømt om, siden jeg var lille – at blive skrevet om og få lov til at kommunikere MIT budskab ud til landet. For jeg har meget på hjerte. Meget, som jeg ikke får kommunikeret på anden måde. Så enhver mulighed for at udtrykke mig, jeg får her i ‘starten’, siger jeg ikke nej til! (Bortset fra, hvis jeg ikke har overskud til det – så har jeg også sagt fra.) Det gælder hele tiden om at opveje, hvorvidt jeg får mere energi og glæde af at gøre noget, eller om jeg hellere må lade være og spare på energien.

Og sådan en begivenhed – et foredrag – er jo en kæmpe ting, især, når det var første gang, jeg kastede mig ud i det. Derfor er jeg også helt flad nu! Ikke noget program de næste mange dage. Jeg var ikke nervøs i dagene op til; det var først på dagen, jeg virkelig mærkede nervøsiteten, og måtte gøre mange ting for konstant at berolige mig selv. Gå frem og tilbage, kigge på mine noter, tage dybe indåndinger … for jeg ville IKKE klokke i det her. Det SKULLE gå godt, og helst mere end godt.

Det var først, da jeg stod foran mit publikum, at det gik op for mig, hvad jeg havde sagt ja til. Lad mig bare sige, at jeg var glad for, vi satte os ned! – for jeg rystede så meget, at jeg frygtede, mine ben ville knække sammen under mig. Jeg tror faktisk, jeg rystede hele foredraget igennem. Jeg blev tør i munden, mens jeg snakkede, så måtte ofte tage en tår vand. Men jeg havde mine noter, og Karen var god til at samle op. Det var vigtigt. Jeg vidste jo, at jeg havde alle svarene i hovedet, for jeg kender jo min egen historie! Men derfor var jeg alligevel nervøs for, at klappen ville gå ned, så jeg ikke kunne formidle et ord til de mange mennesker, der var mødt op for at høre mig.

Men jeg snakkede. Adrenalinen pumpede, og jeg snakkede. Jeg kiggede ikke engang særlig meget på mine noter. Jeg kiggede dog heller ikke ud på publikum. Ligesom i dagligdagssamtaler, hvor jeg undgår øjenkontakt, når jeg siger noget. Det er bare mest komfortabelt for mig.

Mine forældre, min bror, min onkel og min farfar var kommet ud for at høre mit oplæg. Og jeg tror ikke, det kunne være gået bedre.

For at vende tilbage til min tankegang bag at holde oplægget: Jeg ville måske også et eller andet sted bevise, at ‘jeg kan’. At jeg, selv med min skizofrenidiagnose, kan udrette ting på lige fod med alle andre – og dermed være en rollemodel for andre med skizofreni. Jeg har ALTID været ambitiøs, drevet og konkurrencemenneske – det har ikke ændret sig, blot fordi jeg har fået en diagnose. Tværtimod. Så at jeg kan sige ‘tjek’ til denne bedrift, er endnu en kæmpe sejr for mig.

Men det kræver noget. Det kræver en dygtig Karen, der arrangerer og står for oplægget. Det kræver mange timers forberedelse. Det kræver, at jeg ikke skal tænke på andet end at fortælle om mig selv. Det betyder: Masser af positiv stress; utallige stemmer efterfølgende; hjertebanken, adrenalin og den uundvigelige ‘depression’, når rusen har lagt sig.

Jeg kan ikke ‘bare gøre det’. Lige meget, hvor meget, jeg vil. Især, fordi alt det andet, jeg har foretaget mig det sidste par måneder siden bogens udgivelse, trods alt har været noget, jeg kunne godkende, inden det blev trykt – eller hvor jeg var godt beskyttet af familie og venner. Her – til oplægget – var jeg på. Live. On the spot. Og blev endda stillet spørgsmål, som jeg jo umuligt kunne forberede mig til!

Grænseoverskridende var det. Men samtidig en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden. Og ja – tjek.

Er spændt på, hvad det næste bliver, når jeg lige har restitueret mig … 😉

7 kommentarer til “MIT OPLÆG”

  1. Kære Georgia.
    Tusind tak for et fantastisk oplæg til vores netværksmøde. Det var utroligt lærerigt og spændende at høre om de udfordringer du har i din hverdag pga. din diagnose.
    Jeg håber, at du vil blive ved med at sprede dit budskab både igennem din blog, bøger og flere oplæg.

    1. Kære Tania,
      Tusind tak for din kommentar. Meget værdsat!
      Jeg er glad for, mine ord kunne gavne 🙂 Og jeg vil gøre mit bedste for at fortsætte med at sprede budskabet. Vigtigt, at folk for det første forstår, at skizofreni ikke er lig med flere personligheder – men til gengæld så meget andet. Jeg må ud og tale igen, når jeg lige har sundet mig lidt 😉
      Igen tak – og god aften til dig.
      De bedste hilsner
      Georgia

  2. kære Georgia –

    stærkt og flot gået – og hamrende ærligt og seriøst
    – din familie er med dig hele vejen –

    hvorfor skal nogen kommentere på din gule trøje????? misundelighed?
    bedste hilsener Hanne –

    1. Kære Hanne
      Mange tak for din kommentar! Det var heldigvis “kun” mine stemmer, der kommenterede på min trøje – ikke andre! 🙂
      God dag til dig!
      De bedste hilsner
      Georgia

  3. Hej Georgia

    Hvor var du inspirerende i dit oplæg. Tak for at sætte fokus på din sygdom og sprede budskabet om, at det er okay at være anderledes. Vi er ikke og skal heller ikke være ens.
    Bliv ved med at sprede dit budskab – også meget gerne til børn, så vi alle kan lære og blive bedre medmennesker.
    Du er sej – og nok sejere end du tror.
    Tak fordi du er dig❤️⭐️☀️❄️
    Kh
    Tinna

    1. Kære Tinna
      Tusind tak for din besked.
      Meget værdsat.
      Jeg vil tage dit råd til mig og se om ikke jeg bl.a. kan få stablet min næste bog på benene 🙂
      Rigtig god aften til dig <3
      Kh Georgia

  4. Hej Georgia

    Hvor var du inspirerende i dit oplæg. Tak for at sætte fokus på din sygdom og sprede budskabet om, at det er okay at være anderledes. Vi er ikke og skal heller ikke være ens.
    Bliv ved med at sprede dit budskab – også meget gerne til børn, så vi alle kan lære og blive bedre medmennesker.
    Du er sej – og nok sejere end du tror.
    Tak fordi du er dig❤️⭐️☀️❄️
    Kh
    Tinna

Skriv et svar