JEG ER IKKE SMIGRET

Jeg synes faktisk, det er smagløst.

Og I må meget gerne dele dette opslag.

Jeg tænker tilbage på billedkunsttimen i England. Jeg sad og fyrede nogle idéer af til et tegneprojekt, som vi hver især i klassen skulle levere vores egen, originale version af.

Pigerne havde spurgt mig, hvad jeg kunne finde på, og jeg kom med et par forslag, inden jeg blev afbrudt:

“Ej, JEG vil lave månen! Kan du ikke lade være med at lave månen så?”

8-årige Georgia var paf. Det var da min idé, som hun nu sad og bad om lov til at stjæle. What?

Men jeg havde andre idéer, så joh, hun måtte da gerne lave den med månen …

Gad vide, hvad vores billedkunstlærer havde sagt, hvis han ikke midlertidigt var uden for lokalet der.

Anyway …

Jeg blev lige mindet om denne historie, da jeg for nylig læste et Instagram-opslag fra en veninde i England, som i mange år har arbejdet benhårdt på at få stablet sit kunstneriske virke på benene. Hun sælger små keramik-dyr i alverdens temaer – og nu har hun så oplevet en eller anden fremmed, der direkte har kopieret hendes keramiske duer.

Det er grotesk. Og hun kan ikke gøre noget ved det, for personen har efter dialog nægtet at tage dem ned og valgt at blokere hende. Sindssygt.

Og ærligt, enhver kunstners største frygt – i hvert fald, hvis de selv er original.

For skal man virkelig bare læne sig tilbage og finde sig i det? Kan folk gudhjælpemig ikke finde på deres egne ting?

Det er det, jeg gør hver eneste dag. Hvorfor i alverden skal du have, hvad jeg har brugt min tid og min energi på?

Og ja, jeg gatekeeper. Jeg har lært af mine oplevelser; gribbe skal ikke snuppe de idéer, jeg har modnet og passet på i mit eget hoved, som om de var børn.

Vær dog originale i jeres udtryk, eller tag hjem. Hvis I ikke kan være kunstnere uden at have lukreret på andres arbejde, så skal I revurdere jeres jobbeskrivelse.

Hvis du synes så godt om min idé, så snak med mig om den. Drag inspiration og gør udtrykket til noget, DU står inde for. Tydelig inspiration er smigrende, men det der pjat med at kopiere er der ingen, der glædes ved.

Leave a Reply