INDSIGT

Manglende sygdomsindsigt er et almindeligt symptom ved skizofreni.

Jeg havde det selv i en periode, da jeg havde det allerværst – jeg mente ikke, jeg var syg, og da heller ikke, at jeg hørte til på den psykiatriske afdeling. Og det sagde jeg gentagne gange til sygeplejerskerne. Det var før, jeg blev medicineret, fik lidt mere ro på og gradvist blev mere ’bevidst’ omkring de negative, ondskabsfulde stemmer, der råbte og skreg ad mig 24/7 i mit hoved. Desuden var der også et element af ”JEG VIL TILBAGE TIL MIT LIV, OG DET SKAL VÆRE NU!”, der spillede ind, men det er en anden historie!

Nå, men i dag vil jeg forsøge at sætte ord på de tanker, jeg har omkring manglende INDSIGT generelt – altså ikke kun manglende sygdomsindsigt, som jeg trods alt ’kun’ oplevede i en periode. Det stilnede af, da jeg – efter mange ugers behandling – blev klar over, at noget ikke var, som det skulle være.

Indsigt er noget, jeg længe har kæmpet med – og for at opnå. Indsigt er, når man er klar over, hvorfor noget hænger sammen, som det gør. Forståelse. Erfaring. Erkendelse, om du vil. Jeg har haft mange ’aha-øjeblikke’ i løbet af min recovery-proces. Det er befriende at nå til den erkendelse, for eksempel, at mange af ens barrierer kun findes oppe i ens eget hoved. (Det er en evig rejse …)

Og et af disse øjeblikke havde jeg forleden, da jeg tænkte på mine vanskeligheder ved kommunikation, min ensomhed og hvorfor jeg egentlig har haft det så svært socialt hele min skoletid. Hvad var det, jeg gjorde, som lagde op til, at jeg skulle mobbes og ekskluderes? Hvorfor blev ’ingen andre’ så synligt ramt?

Svarene fandt jeg aldrig. Jeg kunne simpelthen ikke begribe det. At gøre en anden ked af det har aldrig været noget, jeg bevidst har stilet efter. Så hele konceptet var et mysterium for mig! Hvad fik dem til at gøre det? Hvorfor kunne de ikke lade mig være i fred? Hvad fik de ud af det? Hvordan gavnede det dem? Spørgsmålene var mange, og i min desperation trak jeg mig (for at undgå mere smerte) og afreagerede på mine nærmeste, hvilket jo heller ikke hjalp min situation.

MEN: Takket være flere års afstand til hele situationen og en god portion modenhed er jeg nu meget mere afklaret med hensyn til alt det, der skete. Tingene er bedre nu.

Derfor har jeg også i dag mere overskud til at fortælle om, hvad jeg har lært omkring hvad jeg formoder er skizofreniens indflydelse på ens indsigt, kommunikation, initiativtagen og socialt samvær.

Jeg har før – i et indlæg om mobning – skrevet om, hvordan jeg oplevede ’de andre’ (mine jævnaldrende) som stærkere end jeg, fordi de ’i det mindste var en del af fællesskabet’ – og at det derfor mest var op til DEM at lære MIG at kende. Jeg var jo tydeligt genert og hæmmet, de kunne snakke uden problemer – så det var da klart, ikke?! Selvfølgelig kunne – og skulle – de tage initiativ, når nu det var nemmere for dem.

Så ville det også blive nemmere for mig, for jeg finder det ekstremt svært at tage initiativ, men har det fint med at svare på spørgsmål og henvendelser.

Det kunne jeg bare ikke forvente, at mine jævnaldrende vidste.

Jeg har fået at vide, at man troede, jeg var snob, fordi jeg ikke sagde noget.

Det har noget at gøre med, hvor tryg, jeg føler mig. Hvis du tydeligt viser interesse, ja, så er jeg mere komfortabel, end hvis jeg selv skal initiere kontakten – med det sidste føler jeg mig virkelig på usikker grund. Og jeg har hidtil troet, at jeg ’klarede mig normalt’ på den front – altså med hensyn til, hvor meget jeg deltager i en samtale og sociale sammenhænge generelt.

Men ved nærmere refleksion er det blevet klart for mig, at jeg nok ikke altid har klaret mig lige så ’normalt’, som jeg ’troede’.

Og jeg forstår bedre nu, hvorfor jeg blev stemplet som ’den stille pige’.

For jeg siger ikke noget.

Jeg tænker en hel masse, men det kommer aldrig ud.

Ikke før nu. Ikke før jeg oprettede min blog.

Det har været svært at erkende – at det billede, jeg havde af mig selv, som selvsikker, ’normal’ pige ikke stemte overens med det billede, andre havde af mig. Det var et knæk på selvtilliden. Jeg følte mig flov, dum og ’blottet’. Som om, at alle andre vidste noget om mig, som jeg hidtil havde troet var opakt. Ligesom at være i en af de der ubehagelige drømme, hvor man pludseligt står splitternøgen foran andre. Det føltes ikke rart. Og jeg var bange. Vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Så jeg trak mig mere ind i mig selv – måske i håbet om, at det lille stykke af mig, som ikke var tilgængeligt for andre, kunne bevares.

Så alt i alt åbnede jeg aldrig rigtigt op for andre. Det var fint i folkeskoletiden, for det var en måde at beskytte mig selv på – mod mobningen. Men da jeg nåede til gymnasiet og mødte en hel masse søde mennesker, der rent faktisk ville lære mig at kende, så anede jeg jo ikke, hvordan jeg skulle gribe det an! Jeg var jo stadigvæk den generte, hæmmede pige, der ikke havde fået øvet sig socialt, og dermed fortsat isolerede mig lidt fra andre. Hvis bare jeg havde haft de fornødne evner … ja, så havde jeg måske henvendt mig til den fyr, der konstant smilede til mig til gymnasiefesten – og ikke blot smilet tilbage og gået videre. Så havde jeg måske sagt den sjove kommentar, jeg tænkte på i timen, og fået de andre til at grine – i stedet for at holde den for mig selv. Så havde jeg måske opfanget alle de signaler, jeg nu i bagklogskabens klare lys kan se var venlig interesse i mig, men som jeg ikke dengang var i stand til at handle på.

I kan godt se, at det er noget, jeg har tænkt over, ikke? Man går og tænker over disse ting, mange år efter. Hvad nu hvis, hvad nu hvis.

Tænk, hvis jeg ikke havde haft sygdommen. Ja, så havde jeg højst sandsynligt været en forholdsvis udadvendt, social person. Det tror jeg. For jeg er glad for at være social. Jeg havde nok aldrig været partypigen eller festens midtpunkt, men jeg havde da været mere opsøgende og initiativrig.

Jeg husker, dengang jeg var indlagt og nærmest tiggede og bad sygeplejerskerne om ikke jeg kunne få lov til at komme ud på den åbne afdeling, hvor de andre patienter var. Der skulle gå tre måneder, før jeg var robust nok til at kunne omgås andre, og selv da foregik det meeeget langsomt og gradvist – i små, overkommelige trin.

Jeg husker også, at jeg fik en læge, V, som kontaktperson. Hun var rigtig sød og forstående. Og tålmodig. For jeg spurgte hende frustreret igen og igen – hver gang jeg var til samtale med hende – ”Hvorfor snakker de andre ikke til mig?” Hun kunne ikke give mig et tilfredsstillende svar. Hvordan skulle hun også kunne svare på det? Og nu kan jeg godt se, at det jo nok var, fordi jeg ikke selv gjorde så meget for selv at henvende mig, men i gamle dage kunne jeg gå og koge indeni over det. Føle, at jeg ’fortjente mere’.

For det er så nemt at falde i ’de-skal-gøre-mere-for-mig’-fælden. Så nemt at forvente for meget af andre og blive ’doven’. Og jeg tænker, det er her, skizofrenien spiller ind mht. indsigt; alt det, den gør ved én – stemmer i hovedet, ambivalens, lav motivation, kognitive vanskeligheder – og ikke mindst vanskeligheder ved kommunikation! – ja, så bliver man da indadvendt og lever meget ’i sit eget hoved’. Så meget, at man ikke kan se, hvordan man er over for andre.

Sådan var det i hvert fald for mig.

Nogle gange tænker jeg, at måske er alt det dér med kommunikation og det sociale ikke ’det værd’, i sidste ende. Forstå mig ret, jeg vil fortsat gøre mit bedste for at blive bedre til at sætte ord på mine tanker og dele dem med andre (også mundtligt, altså). Men at være social på den ’almindelige’ måde, som andre unge, kræver også en pokkers masse energi, jeg ikke har. Og derfor er jeg vel nået dertil, hvor jeg skal droppe nogle af de forestillinger, jeg har haft omkring min ’sociale identitet’. For eksempel siger jeg næsten altid nej til invitationer til fx fødselsdagsfester, housewarming eller andre begivenheder, hvis jeg ikke kender så mange, der skal med. Jeg vil langt hellere fejre mine veninder stille og roligt på et andet tidspunkt, hvor vi kan mødes en til en. Jeg er så utrolig heldig at have nogle fantastiske veninder, der altid inviterer mig (og det er vigtigt at blive budt invitationen!), men som også har fuld forståelse for, at jeg som udgangspunkt vil takke nej. Det har været svært at nå til den erkendelse, at jeg ikke kan så meget som andre unge, og især, når jeg ellers gerne ville med – men her står jeg, og jeg er ikke blevet sygere af det!

Så, ja. Indsigt, hvad? En svær størrelse.

Jeg håber, I blev klogere på, hvordan jeg har haft det, og at jeg måske kan hjælpe andre med mine ord – andre, der måske går og tænker på noget af det samme, men ikke kan sætte ord på det. Jeg kunne i hvert fald godt selv have brugt noget af dette, da jeg havde det sværest.

Skriv et svar